MRF Challenge Bahrain

Så fik vi uigenkaldeligt afsluttet 2018-sæsonen med de sidste løb i MRF Challenge i Bahrain.

Inden vi tilmeldte Valdemar, vidste vi ikke ret meget andet end, at der ville blive en del banetid fordelt på 3 baner samt det ville være en hurtigere bil.

Valdemar er suverænt den yngste kører de nogensinde har haft i serien og det var også lidt af et granatchok for Valdemar første gang han satte sig i bilen 😀 Det tog lige lidt tid at vænne sig til det hele og vist nok nogle underbukser der skulle vendes…

Den bedste illustration er nok, at Valdemars Mygale F4-bil har et power/weight ratio på 0,25 hvor Dallara F3-bilen har et på 0,4 altså ca. 60% forøgelse.

Dertil har F3-bilen meget mere downforce, hvilket betyder at man kan køre langt langt hurtigere ind i svingene samt kombineret med meget kraftigere bremser, kan man bremse meget senere.

Endelig – for at køre denne bil på grænsen, bevæger den sig meget, hvilket Valdemar stadig arbejder på at vænne sig til, idet at skride sidelæns med +200 km/t er en speciel følelse og der skal virkelig rykkes grænser for en 15-årig.

Mange i feltet døjer også med at tage starter i bilen grundet carbon-koblingen og der har været rigtig mange der har stallet (inklusiv Valdemar én gang i Dubai).

En anden ukendt ting inden tilmeldingen var selvfølgelig kvaliteten og niveauet på konkurrenterne. Her er vi blevet positivt overrasket, for der er virkelig konkurrence!

Udover Jamie Chadwick, britisk formel 3-vinder (og med 3 sejre i Bahrain) som skal teste Formel E og er i spil til den nye Formel W kører fx også Max Defourny (som fører serien) som har kørt alt fra Formel Renault Eurocup, til Formel 3, GP3, Formel Renault 3.5 etc. og det er jo selvfølgelig helt givet, at Valdemar ikke kan følge med sådanne konkurrenter på nuværende tidspunkt. De er på helt forskellige stadier i deres karrierer, herunder alder, fysik og mental styrke (erfaring).

Ikke desto mindre er det Max vi måler Valdemar op imod; vi får hans data og video, han er belgier ligesom Ben, der kender ham, og Max synes bare det er fedt, at han kan hjælpe Valdemar lidt. Der er dog også steder på banen hvor han kan lære lidt fra Valdemar 👊 Selv i denne bil er Valdemar én af dem der bremser absolut senest og han er måske feltets hurtigste i de langsomme hårnåle.

I første afdeling i Dubai startede Valdemar naturligt nok som bundprop, til henover weekenden at kunne lægge afstand til ham bagved, men manglede gennemsnitligt et sekund op til midterfeltet. Derudover var han ikke superkomfortabel med rent faktisk at køre race i bilen.

Hullet op til midterfeltet blev ved flere lejligheder helt lukket i Bahrain, idet Valdemar mange gange lå og kørte top-5-tider i store dele af løbet. Der mangler dog stadig lidt kontinuitet i omgangstiderne, men det kommer. Til gengæld fik han vist det samme, som i Danmark, at racecraft er én af hans styrker. Han leverede hårde fights, mange overhalinger og gnubbbede dæk med +200 km/t uden på noget tidspunkt at køre nogen af, hverken andre eller sig selv.

Han har aldrig været typen med mange afkørsler, men i denne serie, hvor det kun er træning har afkørsler ingen konsekvenser, og derfor bliver Valdemar presset hårdt af Ben for at lære at køre bilen på grænsen, og derfor var der også et par spin i løbene.

Det pynter selvfølgelig ikke på resultaterne, men vi tror på det er det helt rigtige at gøre som forberedelse hen imod en Formel 4-sæson i udlandet i 2019, og idet Valdemar alligevel er for ung til at score point i serien, er det kun forfængelighed, der betyder noget iht om han slutter P6 eller P13 i MRF Challenge.

Konklusionen på MRF Challenge indtil videre er, at både Valdemar og Ben mener han har lært mere om at køre racerbil på de indtil videre 10 løb, end resten af hele 2018-sæsonen til sammen. Det er vi naturligvis glade for, idet det jo var hele pointen med at smide penge efter serien. Dertil er der, indtil videre, brændt 10 sæt MRF-dæk af, og det er jo altid sjovt 😂

Nu går vi på juleferie fra race indtil som minimum anden halvdel af januar – måske lidt længere. Der skal dog skrues i værkstedet, Valdemar intensiverer den fysiske træning hos Torben Keller – Personlig Træning samt der skal køres simulator.

Juleferien for Valdemar holdes dog i Norges sne, og det bliver nok ikke helt uden motorsport, idet der går rygter om der står en Rotax 3-cylindret 4-takts turbomotor-drevet scooter og venter i sneen 🎅❤️

Bailly Driver Development